Interessante fakta om certificeret træ

Du kender måske allerede til PEFC arbejde, men vidste du, at du selv kan købe PEFC-certificeret træ? At certificeret træ også kan bruges i modeindustrien og til byggerier? Vi har samlet liste over, hvordan certificeret træ bruges når det hentes ud fra skovene. 

Interessante fakta om certificeret træ

2. oktober 2023 PEFC Danmark

PEFC ønsker at hjælpe i alle de sammenhæng, hvor certificeret træ kan anvendes. Derfor er der også et hav af steder, hvor du kan købe varer som er PEFC-certificeret, og dermed kan du selv bidrage til et mere ansvarligt forbrug. 

Certificeret træ til hverdagens hobbyer

Det er ikke kun skove, der kan blive certificeret. Virksomheder som handler med træ, kan nemlig også få en PEFC-certificering. Rigtig mange byggemarkeder handler med PEFC-certificeret træ og det har de faktisk gjort siden PEFC's begyndelse. Når et byggemarked har en certificering kaldes det en sporbarhedscertificering som betyder, at det kan dokumenteres, hvilken oprindelse træet har og dermed sikres det, at træet kommer fra en ansvarlig forvaltet skov og skovdrift. Så næste gang du er i dit lokale byggemarked, kan du holde øje med PEFC-certificeringen og vide, at træet kommer fra skove der er taget vare på. Du kan være helt sikker på, at træet kommer fra en certificeret skov da PEFC-logoet ikke må anvendes, hvis ikke det kan dokumenteres, at driften af skoven er forvaltet på en ansvarlig måde. Derudover skal hele produktionskæden, hos en sporbarhedscertificeret virksomhed, kontrolleres af en uafhængig tredjepart, der er med til at sikre troværdighed og gennemsigtighed. 

Certificeret træ til at bygge huse

Træ skønnes at have en stor rolle i fremtidens byggeri. Det har nogle åbenlyse æstetiske og helbredsmæssige fordele, men det udleder også langt mindre CO2 i produktionen end f.eks. beton. Træ opsuger og opbevarer nemlig CO2, og så har det vist sig, at træ i lige så høj grad kan bruges til etageejendomme som de klassiske byggematerialer. For at en konstruktion af træ skal være ansvarlig, skal den selvfølgelig være lavet af certificeret træ, og de seneste år er efterspørgslen på certificeret træ til byggerier da også steget. I 2020 stod verdens første PEFC-certificerede parcelhus færdigt. Det er bygget af Jakobsen Huse, og hele huset består primært af træ. Huset er også DGNB certificeret, da certificeret træ indgår i andre certificeringsordninger som Svanemærket, DGNB og Cradle to Cradle, der alle arbejder med holistisk byggeri. 

Certificerede træ i modeindustrien

Træ kan bruges til meget mere end at lave møbler, papir, bygge huse og opvarmning. Træfibre kan nemlig også bruges til at lave tøj med. Nutidens tøjfremstilling har store konsekvenser for vores klima, da der bruges uanede mængder af vand, og udledes store mængder CO2 ved bare et stykke tøj. Derfor er tøjproducenterne nu begyndt at tænke i, at bruge træfibre til at lave tøj. Dette skyldes at træfibre, kan skabe stof som er genanvendeligt og af nedbrydelige materialer. Dette kræver dog, at træfibrene kommer fra træer i certificerede skove. Certificerede skove er nemlig sikret på grund af krav om genplantning og beskyttelse. I 2020 lancerede PEFC International kampagne ”Fashion Change, Forests stay” for netop at hjælpe til, at tøjindustrien benytter sig af certificeret træ til tøjproduktion.



Tilmeld nyhedsbrev

Din e-mail adresse